Næsten hver femte voksne dansker drikker for meget

Næsten hver femte voksne dansker drikker for meget

Flere end 860.000 voksne drikker mere end det anbefalede. Og det er svært at tale om, synes mange.

Mange danskere stopper sjældent med at drikke efter en enkelt genstand. Eller to, for den sags skyld.

Forbruget af alkohol herhjemme stiger, og næsten 20 procent af den voksne befolkning overskrider Sundhedsstyrelsen såkaldte risikogrænser, hvilket vil sige, at de har et usundt alkoholforbrug.

Samtidig siger to ud af tre, at de har svært ved at tale med en i det nærmeste netværk om, at vedkommende måske drikker for meget.

Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har foretaget for interesseorganisationen Alkohol & Samfund og den almennyttige organisation TrygFonden.

Der er tale om en repræsentativ stikprøve blandt 2002 personer i alderen 30-65 år.

Når kvinder drikker syv genstande om ugen, og mænd drikker 14 genstande, har de ifølge Sundhedsstyrelsen en lav risiko for at blive syg af alkohol.

Drikker kvinder 14 genstande om ugen eller mere, og mænd drikker 21 genstande, er der ifølge styrelsen en høj risiko for at blive syg af alkohol.

»Undersøgelsen viser, at danskerne mener, at vi drikker for meget. Men også, at der er stor berøringsangst i forhold til at tale om ens alkoholvaner,« siger Bjarne Stenger Elholm.

Han er leder af online- og telefonrådgivningen Alkolinjen, som drives af Alkohol & Samfund.

Hver tredje adspurgte mener, at de har personer i deres nære netværk, som drikker for meget. Men på samme tid synes næsten to ud af tre i undersøgelsen, at det er svært at tale om emnet.

»Der er mange, der gerne vil hjælpe nære, der drikker for meget. Men det er meget svært for dem, fordi de føler, at de enten er for tæt på eller for langt fra personen,« siger Bjarne Stenger Elholm.

Tidligere forskning har, ifølge Alkohol & Samfund, vist, at man som pårørende kan have en stor indflydelse på den drikkendes vaner.

Og derfor er det godt at tage snakken, mener Bjarne Stenger Elholm. Han henviser til, at der kan være hjælp af hente for både drikkende og pårørende hos Alkolinjen.

Han anbefaler, at alle tænker over, hvor meget alkohol de får indenbords om ugen. Og så har han tre råd til pårørende, der er klar til at tage snakken med en person tæt på om et overdrevent alkoholforbrug.

»Prøv at planlægge snakken. Øv den på forhånd, så det er planlagt, hvad du vil sige.«

»Hav en omsorgsfuld tilgang. Det er rigtig svært for et andet menneske ikke at blive påvirket, hvis man siger, at det er noget, der bekymrer en,« siger Bjarne Stenger Elholm.

Og så kan det ifølge ham være en god idé at aftale en opfølgende snak efter eksempelvis en uges tid, når den drikkende har haft mulighed for at tænke over snakken.

Undersøgelsen kommer lige op til uge 40, hvor aktører på området årligt sætter fokus på det danske alkoholforbrug.

/ritzau/