Klar til et pust?
Klar til et pust?
Nu er det sommer - med grillhygge, strandture, by- og havnefester, hvor der ofte er anledning til at nyde alkohol.
Desværre er der stadig for mange, der sætter sig bag rattet, selv om de er i tvivl om deres promille.
Og vidste du for eksempel, at hver 5. dødsulykke i trafikken skyldes alkohol?
Faxe Kommune sætter sammen med Rådet for Sikker Trafik fokus på netop spritkørsel i en landsdækkende kampagne de kommende uger. Vi vil gerne nedbringe antallet af trafikulykker, hvor spiritus er involveret, og vi håber, I vil hjælpe hinanden med at komme sikkert hjem derude i den danske sommer.
Budskabet er klart: Hvis vi ikke er klar til at puste i politiets alkometer, så bør vi lade bilen stå.
Derfor lyder spørgsmålet på skilte, der bliver sat op i vejkanten; ”Klar til pust?”. Eller med andre ord: Aftal med hinanden, hvem der kører hjem, før det første glas.
Hvor lidt kan du drikke?
Det er både svært og usikkert at holde styr på, om du har drukket lidt for meget til at køre. Også selv om du synes, du har styr på, hvor lang tid det tager for din krop at forbrænde for eksempel et glas vin.
Derfor anbefaler Rådet for Sikker Trafik, at du maksimalt drikker én genstand, hvis du vil sætte dig bag rattet. Eller endnu bedre: Slet ikke drikker noget alkohol. Du kan ikke øge forbrændingen af alkohol. Lige meget om du danser, drikker kaffe, tager bad eller trækker frisk luft.
Gode råd:
- Hvis du ved, at du vil drikke alkohol, er det sikrest at lade bilen stå.
- Aftal på forhånd, hvem der skal køre hjem.
- Hav alkoholfri drikkevarer klar, hvis du får gæster, der er i bil.
- Lad bilen stå, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du har drukket for meget til at kunne køre lovligt.
- Grib ind, hvis du ser en person fiske bilnøglerne frem, selv om han/hun har fået for meget at drikke til at kunne køre lovligt.
Du kan læse mere om kampagnen på www.sikkertrafik.dk/kampagner/stop-spritkoersel