Pårørende

Få professionel råd og vejledning, hvis alkohol, hash eller andre stoffer fylder i familien.

Det kan ikke undgås, at man bliver påvirket, hvis alkohol, hash eller andre stoffer fylder i familien eller i omgangskredsen. Det kan derfor være godt for dig at få råd og vejlednig - også selvom den drikkende ikke ønsker behandling.

Vores pårørendetilbud er både til dig som samlever, barn, ven eller kollega mv. Vi kan tilbyde op til fem samtaler, hvor du kan få hjælp til, hvordan du bedst støtter den drikkende eller rusbrugende og hvordan du bedst passer på dig selv. 

Du kan altid ringe til os på 5620 2720 og få en uformel snak. Sådan en samtale er helt uforpligtende, og du har mulighed for at være anonym. Du kan også sende en mail til rus@faxekommune.dk.

Er du barn og synes, at din mor eller far drikker lidt for meget, er der hjælp at hente. Det er ikke godt for dig at gå alene med det. De voksne kan komme i alkoholbehandling, og du kan få støtte til at tale om problemerne. Det kan være en god idé at tale med en lærer, en pædagog eller en sundhedsplejerske - én du føler dig tryg ved. Det kan også være en god ven eller et familiemedlem. De kan blandt andet hjælpe dig med at sætte ord på de forvirrende følelser og sørge for, at du får støtte i din dagligdag.