Hvilken alkoholbehandling virker (bedst)?

Hvilken alkoholbehandling virker (bedst)?

I Danmark har alle borgere med et alkoholproblem ret til gratis behandling. Behandlingsforløbene varierer, og det kan være svært at gennemskue, hvilken behandlingsform der fungerer bedst for den enkelte. Alkohol & Samfund har samlet forskning og fakta om forskellige former for alkoholbehandling og deres effekt - læs med herunder.

Professionel alkoholbehandling kan være vejen ud af et alkoholproblem, og hjælpen er oftest ikke mere end et telefonopkald væk. Alle borgere med et alkoholproblem har, ifølge Sundhedsloven, ret til gratis og anonym alkoholbehandling gennem kommunen.

– Har man behov for hjælp til et alkoholproblem, er den offentlige alkoholbehandling et rigtig godt sted at gå hen. Der er mulighed for at få hjælp på det niveau, man har brug for. Hjælpen er lettilgængelig, og den behøver ikke være særlig gennemgribende, hvis ikke man har behov for det, fortæller Anette Søgaard Nielsen, som er professor ved Forskningsenheden for Klinisk Alkoholforskning og bestyrelsesformand i Alkohol & Samfund.

I 2018 var ca. 17.500 personer i behandling – men ingen forløb er ens. Hvilken behandlingsform, der giver det bedste udbytte, afhænger af den enkelte borgers problemer og ønsker. Anette Søgaard Nielsen peger på, at de behandlingsformer, der har dokumenteret effekt, har visse fællestræk.

‒ Kognitiv adfærdsterapi, Motivational Interviewing og familieterapi, som er målrettet misbruget og handler om, hvordan man sammen kan få styr på alkoholmisbruget, er blandt de behandlingsformer, der har den mest veldokumenterede effekt, siger hun.

 

Alkoholbehandling behøver ikke ende med afholdenhed

Når man undersøger, om en behandlingsindsats har den ønskede effekt, ser man på, hvor mange der stopper helt, og hvor ofte og hvor meget de drikker, hvis indtaget fortsætter. Derudover ser man på, hvor lange perioderne uden alkohol er.

Det er dog ikke alle, der har et ønske om at stoppe alkoholindtaget fuldkomment, når de sætter sig i stolen overfor en alkoholbehandleren på det lokale rusmiddelcenter – særligt ikke hvis der er tale om en mildere afhængighed eller et overforbrug uden afhængighed.

 

Fyraftensøl i ny og næ kan godt være en succes

Det kan derfor i nogle tilfælde være misvisende at undersøge, om personen er helt afholdende, når behandlingen er afsluttet. I sådan et tilfælde, vil man i stedet undersøge, om det uønskede drikkemønster er ændret.

‒ Det er simplest at måle effekten, hvis man har en målsætning om fuldstændig afholdenhed, men man kunne også have en målsætning om, at drikke på en måde, der ikke er problematisk. Rigtig mange mennesker får efter et stykke tid i vellykket behandling lyst til at se, om de kan nøjes med at drikke en lille smule i forbindelse med et måltid eller en fyraftensøl i ny og næ. Hvis det lykkes at holde indtaget på det niveau, er det ønskede mål nået – men det er langt sværere, når man skal måle effekten i sådan et tilfælde, fortæller Anette Søgaard Nielsen.

 

Alkoholbehandling sætter sjældent hverdagen på pause

Som udgangspunkt anbefaler eksperter, at behandlingen griber mindst muligt ind i den alkoholafhængiges liv. Langt størstedelen af alle behandlingsforløb foregår derfor ved ugentlige aftaler med en alkoholbehandler, så borgeren eksempelvis fortsat kan tage på arbejde eller passe sin familie ved siden af behandlingen.

Tal fra det Nationale Alkoholbehandlingsregister viser, at 98 % af behandlingsforløbene i 2017 foregik i ambulant regi, mens 2 % var i døgnbehandling.

Studier viser, at selvhjælpsmateriale kan være med til at ændre alkoholvaner, hvis den alkoholafhængige selv tager initiativ til at finde og bruge materialet, eller hvis han/hun efterspørger det i forbindelse med et behandlingsforløb.

 

Hvilken alkoholbehandling er den rette for mig?

Nogle mennesker kan opretholde en almindelig hverdag ved siden af deres alkoholproblem, mens det for andre kan være en stor udfordring at få hverdagen til at hænge sammen. Man kan derfor ikke pege på én behandlingsform, som er den rette for alle, og alkoholbehandlingen starter derfor oftest med en udredning af, hvor alvorligt problemet er, og om borgeren har udfordringer udover selve alkoholafhængighed. I den forbindelse undersøger alkoholbehandleren ligeledes, om vedkommende skal i medicinsk behandling for abstinenser, inden behandlingen for alkoholproblemer kan begynde.

‒ Behandlingen skal bero på en grundig og professionel afdækning, udredning og screening for andre problemer end afhængigheden, før man iværksætter en behandling, som imødekommer de mål, borgeren har for behandlingen. Her ser man både på fysiske, psykiske og sociale belastninger, som man skal tage vare på, i det øjeblik de udgør en barriere i forhold til at nå målet for rusmiddelbehandlingen, siger Karin Raahauge, som er bestyrelsesforkvinde for Forening for Ledere af Offentlig Rusmiddelbehandling.

 

Hvor længe varer en alkoholbehandling?

I 2018 var mennesker i alkoholbehandling i gennemsnit tilknyttet behandlingscenteret i 8,5 måned. Er man i ambulant behandling, vil man oftest have aftaler med sin behandler to til otte gange om måneden.

For døgnbehandling har forskning vist, at varigheden af behandlingen ikke har betydning for effekten. Man kan altså ikke antage, at et længere ophold giver en bedre effekt. For ambulant behandling tyder det derimod på, at behandlingen er mest effektiv, hvis der er hyppig kontakt mellem behandleren og den drikkende i starten af et behandlingsforløb. Den hyppige kontakt kan være med til at fastholde den drikkendes ønske om at ændre sine vaner og i sidste ende forkorte behandlingsforløbet.

Når man afslutter det egentlige behandlingsforløb, kan flere have brug for at sparre med andre for at fastholde de nye vaner. I fagsprog taler man om efterbehandling. Det kan være alt fra selvhjælpsgrupper til opfølgende opringninger fra en alkoholbehandler 3, 6 og/eller 9 måneder efter, at behandlingen er afsluttet.

Ifølge Sundhedsdatastyrelsens Nationale Alkoholbehandlingsregister afsluttede 7.040 personer alkoholbehandling i 2018 – heraf blev ca. 35 % vurderet færdigbehandlede og ca. 17 % sluttede behandlingen efter eget ønske.

 

 

Sådan får du hjælp til dit alkoholproblem

Mennesker, som er afhængige af alkohol, går i gennemsnit i 10 år med deres problem, inden de rækker ud efter hjælp og kommer i behandling. Ifølge Anette Søgaard Nielsen er hjælpen dog lige om hjørnet.

‒ Mit bedste råd til folk, der gerne vil stoppe med at drikke, er, at man søger hjælp. Nogle gange er det nok, at nogen bekræfter en i, at man drikker på en måde, der er uhensigtsmæssig, og giver et par tricks til, hvordan man nedsætter sit forbrug, fortæller hun.

Har man brug for behandling, kan det være nødvendigt at søge professionel rådgivning til, hvordan man bedst griber det an og tager de første skridt ind i behandlingssystemet. Man kan få støtte og rådgivning til at komme i gang ved for eksempel at ringe eller sende en mail til det lokale rusmiddelcenter og få en snak eller to med en behandler.

 

Få en uforpligtende snak med Faxe Rusmiddelcenter på 5620 2720 eller send en mail til rus@faxekommune.dk.

Kilde: Alkohol & Samfund, februar 2020