Ny TUBA-kortfilm

Ny TUBA-kortfilm

Det er vigtigt at være opmærksom på børnene og hjælpe dem, når en forælder drikker for meget. Det sættes der fokus på med TUBAs nye kortfilm Ida, der viser situationen med barnets øjne. Filmen viser blandt andet, hvor skræmmende det kan være for et barn, når ens forælder ændrer personlighed, når de drikker.

”Det er vigtigt at tænke hele familien ind, når vi skal hjælpe en person, der har et overforbrug af alkohol og at se misbruget ud fra barnets perspektiv. Det er en stor vægt at bære for et barn at vokse op med at skulle skjule deres forældres misbrug for andre og måske selv være voksen for den voksne. Derfor skal vi sørge for, at de også bliver hjulpet, så vi tager den sten af deres skuldre”, siger chefkonsulent Maria Koch Aabel fra Sundhedsstyrelsen, der har givet støtte til filmen.

Tal fra den nationale sundhedsprofil viser, at 6,9 % af den voksne befolkning overskrider Sundhedsstyrelsens højrisikogrænse for alkohol i løbet af en typisk uge. 26,7 % drikker jævnligt fem eller flere genstande ved samme lejlighed.

”Vores alkoholkultur i Danmark kan gøre det svært at få øje på, hvornår et misbrug er problematisk, fordi vi drikker alkohol i mange forskellige sammenhænge. Men det er rigtig vigtigt, at vi lægger mærke til, om der er børn, der ikke trives, og er opmærksomme på, at det kan være i alle sociale lag i samfundet. Det er både pædagoger, lærere og andre voksne omkring børnene, der skal være opmærksomme på, om et barn vokser op i en familie med alkoholproblemer. Og så er det vigtigt, at man søger hjælp. Mange venter for længe, og familierne lider imens”, siger Maria Koch Aabel. 


Det er organisationen TUBA, der står bag filmen, som er produceret af Kim Magnusson og skrevet og instrueret af Parminder Singh. Den har Molly Egelind og Kerstin Janneup Gjesing i hovedrollerne. Kortfilmen Ida er støttet af Sundhedsstyrelsen, Københavns Kommunes Sundhedsforvaltning, Bikubenfonden, Frøkjær-Jensen Fonden og Oak Foundation. 

 

Se filmen ved at klikke her (åbner YouTube i nyt vindue).